Den amerikanske telemyndighed FCC lukker nu døren for nye importerede humanoide robotter fra udlandet. I en afgørelse fra tirsdag fastslår myndigheden, at avancerede robotter, både menneskelignende humanoider og firbenede robothunde, udgør en uacceptabel risiko for USA’s nationale sikkerhed. Forbuddet omfatter også de invertere, der kobler solceller til elnettet. Det var TechCrunch, der først omtalte afgørelsen.
Begrundelsen er frygten for spionage og fjernstyring. Robotterne kan ifølge FCC »fjernstyres eller bruges til overvågning af fremmede regeringer, eller på anden måde bruges i cyberangreb«.
Afgørelsen er formelt landeneutral, men den rammer først og fremmest Kina. Kinesiske producenter har stået for et sted mellem 80 og 90 procent af alle humanoide robotter leveret til dato, og af de omkring 15.000 humanoider, der blev leveret på verdensplan i 2025, kom hovedparten fra landets to største producenter.
En af dem, Unitree, nævnes direkte i afgørelsen. Myndigheden henviser til fund af sikkerhedshuller i selskabets robotter, blandt andet bagdøre og uautoriseret dataudveksling til servere i Kina.
Gamle robotter går fri, nye skal godkendes
Forbuddet gælder nye godkendelser. Robotter, der allerede er købt eller tidligere har fået en FCC-godkendelse, er undtaget, og det samme er føderale indkøb og softwareopdateringer. En enhed kan desuden få dispensation, hvis det amerikanske forsvarsministerium eller ministeriet for indre sikkerhed vurderer, at den ikke udgør en risiko. Reglen minder om en tidligere FCC-beslutning, der på samme måde begrænsede udenlandske droner.
Blandt aktørerne i branchen er modtagelsen delt. Evan Beard, direktør i robotvirksomheden Standard Bots, kalder skridtet »en af de stærkeste teknologi-sikkerhedshandlinger i USA’s moderne historie«.
Andre advarer om, at forbuddet vil ramme den amerikanske industri selv. Rueben Scriven, senioranalytiker hos Interact Analysis, vurderer, at meldingen »snarere vil hæmme den amerikanske humanoid-industri«. Georg Stieler, robotrådgiver hos STM, mener, at forbuddet kan bremse den amerikanske udvikling ved at afskære startups og forskere fra fremtidige billige kinesiske platforme. Og Henrik Christensen, robotprofessor ved UC San Diego, advarer om, at reglen også kan komme til at ramme robotter fra Canada og Europa. Reaktionerne er indhentet af The Robot Report.
Kina har svaret skarpt igen. Landets udenrigsministerium oplyser, at det vil bruge »alle nødvendige midler« for at beskytte sine virksomheder. Meldingen falder kort før Kinas præsident Xi Jinping efter planen skal mødes med Donald Trump i Washington i september.